Fantastisk sejr over Værløse i ligaen

09-01-2017 13:00 |  Solrød Strand Badmintonklub |  Jesper Melgaard

Umiddelbart kunne det ligne en svær opgave, da Solrød mandag tog imod Værløse, som har haft en flot sæson i badmintonligaen og inden dagens kamp indtog rækkens andenplads. Samtidig måtte SSB igen stille op med flere udskiftninger på holdet.

Det gjaldt bl.a. damedoublen som i dagens anledning bestod af Sandra-Maria Jensen, der skulle op mod gæsternes Thilde Mattisson og Julie Finne-Ipsen. Men Solrød-duoen valgte at finde køligheden frem på de helt rigtige tidspunkter i begge sæt, som blev vundet med de tætte cifre 21-19 og 23-21.

I mix’en var det også tæt i kampen mellem SSB’s Alexander S. Bond og Lena Grebak og Værløses Søren Graholt og Mai Surrow. Her var det dog gæsterne som formåede at snøre sækken til og tog sejren i tre sæt med 21-14, 16-21, 13-21. Dermed helt lige, 1-1, i holdkampen.

HD-drama

I anden herresingle var Felix Burestedt i modvind i 1. sæt, hvor han var bagud med 5-11 ved opholdet i kampen mod Værløses Mikkel Mikkelsen. Og selvom det lykkedes Felix at komme igen mod slutningen af sættet, nåede han lige præcis ikke helt op. 20-22. I andet sæt fulgtes de to spillere ad frem til 13-13, men derefter var det Værløse-spilleren, som trak fra og vandt med 16-21. 

I herredoublen var der debut til Solrøds Jeppe Bay Madsen, som gik på banen sammen med Theis Christiansen i kampen mod Værløses Nikolaj Overgaard og den tidligere SSB’er Steve Olsen. Her var det solrødderne, som kom bedst fra start i kampen. Hurtigt fik de opbygget et solidt forspring, som holdt første sæt ud, 21-17. I andet sæt var rollerne byttet om med Værløse-parret i førersædet med en kneben føring, der gradvist blev udbygget til sætsejr 13-21. Også i tredje sæt startede gæsterne bedst, men mod slutningen lykkedes det SSB’erne at tilkæmpe sig initiativet, inden Jeppe Bay på den anden matchbold kunne tappe bolden i gulvet til sejr på 21-18. 2-2 i holdkampen.  

Tempofyldte singler

Dermed blev det de to sidste singler, der skulle afgøre holdkampen.

Damesinglen bød på rendyrket dansk topklasse med hjemmeholdets Mia Blichfeldt og Værløses Anna Thea Madsen. Og det var Værløse-spilleren som begyndte bedst og bragte sig i front med 7-11 i første sæt. Men med flot fight og varieret spil lykkedes det for Blichfeldt at vende udviklingen og snuppe sættet med 21-17. I starten af andet sæt blev det gradvist tydeligere, at Anna Thea Madsen var hæmmet af en skade, og ved stillingen 5-5 måtte hun desværre trække sig. Dermed sejr til Blichfeldt og 3-2 i holdkampen.

I 1. herresingle var SSB’s Rasmus Fladberg oppe mod Rasmus Messerschmidt. De to spillere fulgtes ad i starten af 1. sæt – dog med Fladberg en smule foran det meste af tiden. Det lykkedes ham da også at tilspille sig tre sætbolde, og på den tredje lykkedes det at snuppe sættet med 21-19. Jævnbyrdigheden fortsatte i starten af tredje sæt, dog nu med Værløse-spilleren i teten det meste af tiden, og han kunne da også gå til ophold med en føring på 8-11. Det forspring fastholdt han resten af sættet, som gik til Værløse med 18-21. Fladberg lignede en mand, der var pumpet for kræfter, men alligevel lagde han ud med fuldt tryk og bragte sig foran med 11-5. Og selv om benene til tider nærmest eksede under ham, lykkedes det at holde ved hele vejen frem til en matchbold, som blev vundet med en nærmest umulig opsamling, der kravlede over nettet til 21-15. Forrygende sejr på 4-2 i holdkampen.

Næste kamp bliver kvartfinalerne. Hvem modstanderen bliver, kan du se her på hjemmesiden, så snart det er besluttet.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?