Kære klubber og badmintonfolk,
DGI badminton og Badminton Danmark har udvidet samarbejdet på træneruddannelsesområdet, og vi udbyder allerede de nye kurser efter sommeren 2016. Det gør vi til gavn for trænere og klubberne. Vores nye fælles træneruddannelse hedder Basistræneruddannelsen, og her kan træneren starte sin træneruddannelse.
Hvad opnår træneren på Basistræneruddannelsen?
Det overordnede mål med Basistræneruddannelsen er, at træneren kan lave badmintontræning for 5- til 12-årige, der er god, sjov og spændende. Efter uddannelsen kan træneren planlægge, tilrettelægge og gennemføre er træning:
> der er alders- og niveausvarende,
> der er udfordrende og varierende,
> der giver succesoplevelser og vækker nysgerrighed,
og som træner at fremstå engageret og anerkendende – herunder at skabe en god relation til den enkelte spiller samt spiller og spiller imellem
Basistræneruddannelsen er følgende kurser:
> Hjælpetrænerkursus 1 (éndagskurser) – eksisterende fælles kursus fra august 2015
> Hjælpetrænerkursus 2 (éndagskurser) – eksisterende fælles kursus fra august 2015
og
> Trænerkursus 1 (weekendskurser) – nyt kursus fra august 2016
> Trænerkursus 2 (weekendskurser) – nyt kursus fra august 2016
> Trænerkursus 3 (weekendskurser) – nyt kursus fra august 2016
Hjælpetrænerkursus 1-2 er for "den nye træner" (fra 13 år eller ældre). De to kurser skal ses som sammenhængende.
Trænerkursus 1-3 er for trænere, der har gennemført hjælpetrænerkurserne eller har nogen trænererfaring (fra 15 år eller ældre) og er en grunduddannelse om børnetræning. De tre kurser skal ses som sammenhængende
Dermed starter træneren sin uddannelse ét sted, nemlig på Basistræneruddannelsen. Træneren/klubben vælger enten hjælpetrænerkursus 1 eller trænerkursus 1, som det første kursus alt efter klubbens ønske, trænerens opgaver, alder, ambitionsniveau m.m.
De kurser der er planlagt i Nordjylland kan I finde ved at klikke her
Konsekvenser for trænere, der allerede er i uddannelse.
Basistræneruddannelsen erstatter DGI's hjælpetrænerkurser og klubtrænerkurser samt Badminton Danmark 1-2-TRÆNER og talenttrænerkursus 1+2+3. Derfor bliver alle trænere med disse kurser automatiske indplaceret i den nye kursusrække, så de kan forsætte deres træneruddannelse – læs mere via ovenstående link.
Badmintonsportens øvrige træneruddannelse bliver opdateret og tilpasset i løbet af sensommeren, hvorefter mere info følger.