Artikel fra: Kanal Frederikshavn
Badminton på Toppen kører på anden sæson, og succesen kulminerede med det hidtil højeste deltagerantal i weekenden, hvor hele 61 ungdomsspillere deltog i begynderstævnet i Strandby-hallen.
Seks nordjyske klubber (Skagen, Ålbæk, Bindslev-Tversted, Strandby-Elling-Nielstrup, Frederikshavn og Sæby) "skød" sammen med udviklingskonsulent Kirsten Leth fra Badminton Danmark, projektet i gang sidste sæson. Badminton på Toppen er tiltænkt som en introduktion af badmintonsporten for nybegyndere og deres forældre og især som en "forsmag" på senere at skulle deltage i de "almindelige åbne stævner".
Stævnet i Strandby-hallen var det tredje i rækken af i alt fire stævner, som bliver afviklet i indeværende sæson. 150 kampe blev overstået på fire timer, og hver spiller spillede fem kampe af syv minutter. Der er tale om stævner for begyndere og let-øvede spillere. Det var især glædeligt at se, at seks spillere på bare syv år deltog i stævnet.
Udover deltagerne havde mange forældre, bedsteforældre og søskende også valgt at besøge Strandby-hallen, så hallen summede af liv denne søndag. Klokken ca. 14 blev stævnet afsluttet med uddeling af diplomer til samtlige spillere. Det sidste Badminton på Toppen stævne i denne sæson afvikles 24. marts i Frederikshavn.
En af grundene til den store succes ligger helt sikkert i den overskuelige stævneform, som anvendes:
- Alle spiller lige mange kampe
- Der spilles på tid
- Hver spiller med forældre bliver tilknyttet en bestemt bane under hele stævnet og skal sammen med de øvrige deltagere i denne pulje "stå" for afvikling af kampene ud fra det udleverede program
- Stævnet er begrænset til 4-5 timer
- De seks nordjyske klubber har sammen med Kirsten Leth skabt et godt og succesfuldt projekt, som Badminton Danmark gerne vil introducere til resten af landet, og mon ikke de nordjyske klubber selv fortsætter successen i de kommende sæsoner, udtaler Jesper Kajgaard fra Strandby/Elling/Nielstrup Badminton.