Kære badmintonklub i Danmark.
Er det en badmintonklub - måske oven i købet Jer - som kan mønstre Danmarks bedste ketcherspiller? Eller måske er der medlemmer iblandt Jer, som bare synes det kunne være sjovt at konkurrere i Racketlon - ketchersporternes mangekamp, hvor man dyster i bordtennis, badminton, squash og tennis? I givet fald håber vi, at I vil sørge for at viderebringe nedenstående invitation til det første officielle DM i Racketlon til Jeres medlemmer.
Racketlon er en lille sport i Danmark, og det var da også først i 2012, at der blev stiftet et egentligt forbund – Racketlon Danmark. En meget stor udfordring for sporten er det logistiske - ikke så nemt at finde anlæg, som understøtter alle 4 sportsgrene.. men det har vi fundet i Lyngby, og det glæder os hermed at kunne introducere sporten for et bredere publikum. For det er drøn-sjovt! Først og fremmest er der de 4 vidunderlige spil, men det mentale aspekt, som udspilles når en dygtig spiller i en af grenene skal optimere sit udbytte af en match mod en åbenlyst mindre god spiller i denne gren (og omvendt) - det bringer en ekstra dimension ind i spillet, som ikke findes på samme måde i "moder-" sportsgrenene.
I en Racketlon-match spiller man mod samme modstander i alle 4 discipliner! Man spiller et sæt i hver gren med løbende score til 21 point. Vinderen af matchen er den, som samlet set får flest point. Man kan således godt vinde matchen selvom man kun har vundet een af disciplinerne! Man skal bare vinde stort nok i den og sørge for at tabe beskedent nok i de 3 øvrige. Lyder let, men det er det selvfølgelig ikke..

Læs mere og tilmeld Jer online på http://www.racketlon.dk/
Bedste hilsner,
på Racketlon Danmarks vegne,
Flemming Brerup
Racketlon Danmark
Lundtoftevej 53 B
2800 Lyngby
Denmark
www.racketlon.dk / info@racketlon.dk
