Lørdag var der lagt op til en stor kamp for Senior 1.
Modstanderen var Lillerød 4, som formodes at være et af de stærkeste hold i
sjællandsserien i denne sæson. I forhold til sidste holdkamp så var der kommet
forstærkning med Jannick og Sara, som sidste gang var syge. Vi var derfor klar
til rigtig god og tæt holdkamp i ”Smørum Dome” med en masse tilskuere, 2.holds
kamp bagefter og spisning oppe i cafeteriet til at slutte af med.
Desværre meldte modstanderne afbud til 2.holdet, så Senior 2
vandt 8-0 uden kamp, og aftenen inden måtte seniorformanden Carsten melde afbud
med nogle skavanker i bentøjet.
Modstanderne fra Lillerød 4 mødte op næsten 1½ time før
kampstart, så de gjorde deres for at blive parate til den store holdkamp.
Jannick mente at vi også skulle varme ordentligt op, så han viste os en lidt
speciel opvarmning. Den er blevet optaget på video, så det kan være den kommer
op på LSI Badmintons facebook-side indenfor den nærmeste fremtid. Hvis det står
til Kim (træner) så er det ikke sidste gang den opvarmning er blevet set.
Lillerød 4 bestod af 2 veteran-damer og resten nogle unge
spillere, så det mindede lidt om Værløse 5 holdet fra sidste holdkamp. Som vi
fandt ud var de dog en anelse bedre.
Første runde kom i gang med Stina i 1.ds, som spillede en
pæn kamp, vandt over hendes modstander, som ellers også spillede godt. Cecilie
i 2.ds var lidt halv sløj og endte desværre med at tabe til en af
veteran-damerne. 1. mix med Rasmus K og Camilla plejer at være en sikker sejr,
men modstanderne spillede en pæn mixdouble, samtidig med at Rasmus K og Camilla
ikke ramte deres top niveau, så de tabte. 2. mix var Kim og Sara som spillede
en tæt 3-sæts kamp og vandt. Det var ikke alt for kønt i starten, men som
kampen udviklede sig gik det bedre med at finde hullerne på modstandernes bane.
Dermed stod den 2-2 efter første runde. Jannick i 1.hs spillede
en forrygende kamp og vandt sikkert. Jesper i 2.hs kunne desværre ikke holde
samme standard og tabte sin kamp. Rasmus L i 3.hs startede ud som lyn og torden
og vandt 1. sæt, men siden gik det kun ned ad bakke, og tabte de to næste sæt,
og da Martin J i 4.hs også tabte sin single blev resultatet endnu en gang at
der kun bliver vundet 1 af de 4 herresingler, ligesom de sidste mange
holdkampe.
Dermed stod den 3-5 inden doublerne skulle i gang, og der
var nu brug for en masse sejre, hvis vi ville holde forhåbningerne om en sejr.
Stina og Cecilie i 1. DD spillede imod to unge piger, som spillede rigtig godt.
Heldigvis spillede Stina og Cecilie også op til deres bedste og spillede
holdkampens bedste kamp, da de vandt i en meget tæt 3-sæts kamp efter et super
comeback i 3. sæt med mange matchbolde imod dem. Camilla og Sara i 2. DD
spillede i perioder godt, men da stabiliteten manglede måtte de se sig besejret
af de to rutinerede veteran-damer.
Stillingen var nu 4-6 inden herredoublerne, så alle sammen
skulle vindes hvis vi skulle have den endelige sejr. I 1.hd var Jannick og
Rasmus K sat sammen i sidste øjeblik, efter det kedelige afbud fra Carsten, så
de havde kun spillet sammen meget få gange inden denne holdkamp. Hver især
spiller de en fantastisk double, men sammen gik det ikke særlig godt, og da
modstanderne havde en rigtig god offensiv endte det med et nederlag. Kim og
Rasmus L i 2.hd spillede ikke nogen særlig køn kamp, men Kim viste sin rutine
og trak sin makker og en sejr i land. Martin J og Jesper i 3.hd spillede ikke
særlig kønt og var ikke i nærheden af en sejr. Man kunne desværre godt mærke at
de ikke har trænet særlig meget sammen i denne sæson.
Dermed ender holdkampen med et 8-5 nederlag imod Lillerød 4.
Vi havde håbet på at få nogle point med fra denne holdkamp, men det endte det
desværre ikke med. Sara havde 2 lagkager med som blev nydt af alle spillerne og
tilskuerne. Kampens spiller blev fortjent Stina, som spillede 2 rigtig gode
kampe. Derefter gik de fleste (30 i alt) op i et af hallens lokaler, hvor der
var blevet arrangeret mexicansk buffet fra cafeteriet. Det bliver nok ikke
sidste gang dette bliver arrangeret.
Næste holdkamp for Senior 1 er lørdag d. 5. oktober kl.
14.15 på udebane mod Hillerød 3 og samme dag kl. 15.30 skal Senior 2 spille mod
Taastrup Elite 4 på udebane, mens næste hjemmekamp er lørdag d. 26. oktober mod
Holte 3 for Senior 1 og kl. 16.45 for Senior 2 mod Stenløse 2. Vel mødt!