Der er godt nok sket noget siden en gruppe ildsjæle den 7. november i 1944 besluttede sig for at grundlægge Slangerup Badmintonklub. Dengang blev der spillet på interimistiske baner tegnet op med kridt og lavt til loftet, og i dag er vi en klub med tæt på 300 medlemmer mellem 4 og 78 år, 2 store haller med 11 baner og en hær af aktive børn, unge og voksne, som alle gør en fantastisk indsats for at Slangerup Badmintonklub skal være en super god klub med en masse sociale relationer og aktiviteter for alle!
I lørdags, den 7. november 2014, fyldte vi derfor hallen med en masse glade medlemmer og deres familier for at fejre Slangerup Badmintonklubs 70 års jubilæum. Dagen startede med lidt opvisningskampe af nogle af landets bedste spillere, som også benyttede lejligheden til at inddrage nogle af vores ungdoms- og senior spillere til lidt sjov og spas. Så fik ungdomsspillerne mulighed for at prøve kræfter med eliten. På ”Smash på eliten” banen, handlede det ”bare” om at få en smash igennem eliten – og jeg skulle hilse og sige at der blev gået til makronerne fra vores ungdomsspillere.
Senere havde ungdomsudvalget arrangeret lidt konkurrencer og forskellige aktiviteter for alle børn og unge, hvor der bl.a. var mulighed for at vinde en af Slangerup Badmintonklubs nye jubilæumstrøjer.
Jubilæumsfesten startede med en festmiddag, hvor der var mulighed for at nyde en lækker middag, med alt hvad hjertet måtte begære, og efterfølgende blev der spillet op til dans for de voksne af Boom Shack Partyband og selskabets børn og unge gik i Party bussen, hvor der blev serveret drinks som ”Rødt Boldøje”, ”Ketsjer-Smash” og ”Serve-Es”, og spillet tidens mest hotte hits!
Der skal hermed lyde et KÆMPE tillykke med jubilæet til hele Slangerup Badmintonklub.
CustomValidator