Lørdag og søndag var en større flok badminton-spillere fra Støvring til stævne i Kongerslev. Uden at overdrive må man sige, at Støvring Badminton var med helt fremme, da det gjaldt, idet man bl.a. var repræsenteret i alle double-finaler i U15A.
I herresingle gik Frederik Midtgaard hele vejen og vandt 21-19, 21-15 over Bjarke Møller fra Vodskov. Simon Højgaard opnåede en flot 3. plads. I herredoublefinalen var der dømt 75% Støvring, idet Frederik Midtgaard og Jonathan Strandberg vandt en spændende
3-sæts kamp over Simon Højgaard og hans makker Frederik Kvist fra Dronninglund. Sætcifre 14-21, 21-16, 21-17.
Jonathan Strandberg endte også øverst på skamlen i mix, da han sammen med Anne Sofie Aakjær Jacobsen besejrede Frederik Midtgaard og Signe Stenstrop i en ren Støvring-finale. Også her måtte man ud i 3 sæt, før vinderen var fundet. Sætcifre 19-21, 21-17, 21-18.
Anne Sofie og Signe nåede også til finalen i dame-double, hvor det dog blev til nederlag i 3 sæt i en særdeles spændende og tæt finale. Sætcifre 23-21, 19-21, 23-21. Anne Sofie opnåede også en flot 3. plads i damesingle.
Med disse resultater er det en kendsgerning, at Frederik Midtgaard har opnået point nok til oprykning til mesterrækken.
På billedet ses bagerst:
Simon Højgaard, Jonathan Strandberg, Sebastian Sørensen, Frederik Midtgaard
Forrest: Alberte Kollerup Jensen, Anne Sofie Aakjær Jacobsen, Signe Stenstrop
CustomValidator