Badmintonphoto

Store sejre på hjemmebane i syvende runde af Badmintonligaen

05-12-2018 21:59 |  Badminton.dk |  Jade Wittenkamp
Aftenens runde bød på store 5-1-sejre, udelukkende udebanenederlag og nul Golden Set-afgørelser. Team Skælskør-Slagelse beholder desuden pladsen i solen som nummer et i ligaen, efter at de slog bundholdet fra Odense.

Badmintonligaen gik ind i en af de sidste runder her til aften. Den bød kun på én tresætter i hver holdkamp, men stadig vigtige opgør for de bedste badmintonhold i Danmark.

Slaget mellem top og bund – Team Skælskør-Slagelse og Odense OBK – stod i Skælskør Badminton Center. Her smashede, servede og kæmpede TSS’erne sig til en stor sejr på 5-1 over fynboerne.

Det eneste point Odense fik skrabet til sig var i 1. herresingle, hvor Patrick Bjerregaard slog Joel König fra TSS med 22-20, 20-22, 21-13. TSS holder derfor stadig førstepladsen i ligaen varm og er desuden også ubesejret indtil videre.


Topkampen mellem nummer 3 og 4 i Badmintonligaen – Vendsyssel og Greve – blev ikke nogen tæt affære. Med kun en enkelt tresætter i holdkampen formåede hjemmebaneholdet Greve at vinde hele 5-1. 

Den stærke damesingle Beiwen Zhang var den eneste, der skaffede point til nordjyderne. Det skete, da hun slog Michelle Skødstrup 21-17, 21-13. Greve rykker dermed foran Vendsyssel i tabellen. 


Solrød Strand løftede sig selv efter de tabte til Højbjerg i mandags. I dag slog de Aarhus AB, der ellers lå fire pladser højere i tabellen, med 4-2. Til stor jubel blev kampen lukket efter 2. herresingle var spillet.

En storspillende Hans-Kristian Solberg Vittinghus bidrog til sejren i dag, da han tog revanche for de sidste tre holdkampe, hvor han har tabt 1. herresingle. Han slog nemlig Anders Antonsen med 21-16, 21-19. 


Højbjerg jagtede point i Skovshoved mod sidste års vindere, men det blev ikke til nogen sejr. De tabte holdkampen 2-4, hvor blandt andet modstandere som Joachim Fischer/Christinna Pedersen var for stærke, da de slog Mathias Bay-Schmidt/Alexandra Bøje med 21-17, 23-21.

Rasmus Gemke måtte dog se sig slået af en velspillende Ygor Coelho fra Højbjerg. Gemke tabte tæt med 11-21, 21-19, 19-21. 

Værløse og Gentofte spiller som de eneste hold først syvende runde af Badmintonligaen i morgen – følg med live kl. 19 i morgen lige her.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?