Badmintonphoto

DM-optakt: Onsdag begynder jagten på historieskrivning

05-02-2019 09:45 |  Badminton.dk |  Jonas Kildegaard Rasmussen
Ventetiden er snart forbi. I dag begynder jagten på DM-titlen, og hvem der får plads i historiebøgerne for de danske badmintonspillere. Få et overblik over dagens kampe, og hvor du finder den bedste dækning af FZ FORZA/RSL DM 2019 lige her.


Klokken 10.00 i dag går danmarksmesterskabet i badminton i gang i Danmarks andenstørste by, Aarhus. Allerede fra første serv vil der være flere velkendte danske badmintonstjerner i aktion.


Blandt andet skal Australian Open 2016- og Thomas Cup-vinderen Hans-Kristian Solberg Vittinghus i kamp. Men det bliver ikke i single, som vi kender ham. Det bliver til gengæld i en mixeddoublekonstellation med Solrød Strand-holdkammeraten Maiken Fruergaard. 

I deres førsterundekamp møder de Elisa Melgaard (også fra Solrød Strand) og Mathias Thyrri Jørgensen fra Værløse. 

- Jeg glæder mig helt vildt til at spille. Jeg synes, det er super spændende at spille mixed. Maiken og jeg spillede et enkelt Golden Set i sidste sæson, og jeg har også spillet mixed i den svenske liga, og det er rigtig sjovt. Men jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at vi møder Elisa, som vi spiller i klub med, men jeg tror på, at hvis vi kan få samarbejdet til at fungere, har vi en god chance. Men vi går vitterligt på banen for at have det sjovt, siger Hans-Kristian Solberg Vittinghus og uddyber det resultatmæssige kontra sjove mål.

- Jeg har ikke et eneste resultatmæssigt må i 2019. Badminton skal nydes, og så håber jeg, at resultaterne kommer den vej igennem. Men det handler i højeste grad for mig om at nyde at spille badminton. Hvis jeg kommer så langt, at jeg skal spille både single og double tager jeg glædeligt det med. Jeg tror, at det bliver hårdt, men det skal nok gå. Jeg tror, at vi bliver et par, som er irriterende at møde, hvis vi spiller godt, men hvis vi omvendt ikke kan få det til at fungere er vi temmelig sårbare, da vi ikke har spillet så meget sammen, siger Solberg Vittinghus.
”HK” skal dog også i kamp i herresingle. Det sker torsdag, når han træder alene ind på banen klokken 18.30 mod enten Rasmus Messerschmidt, Patrick Abildgaard, Peter Correll eller Victor Svendsen.

Der venter også en interessant kamp, når Michelle Skødstrup og Amalie Hertz mødes i første runde i damesingle klokken 12.15.


Onsdagens program går fra klokken 10.00-22.00.

Det er også i dag, at der for alvor kommer liv i hallen, når skoleklasser fra hele Aarhus gæster Ceres Arena. Det forventes, at over 500 skoleelever kommer og får en badmintonoplevelse i særklasse.

Ceres Arena er også fyldt med muligheder for at købe det nyeste grej fra FZ FORZA og RSL, og der er en masse aktiviteter for hele familien. Så der er god grund til at kigge forbi Ceres Park og Arena på Stadion Allé i Aarhus.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | LeoVegas SPORT

Delete item?