De to debutanter Mads Juel Møller og Magnus Johannesen spillede onsdag hver sin første kamp ved et senior-DM. Desværre blev det til nederlag for begge, der trods alt kunne gå klogere fra banen.
Selv om de to unge herresingler kæmpede med alt, hvad de havde, var det ikke nok til at sende nogen af dem videre i turneringen.
Alligevel var oplevelsen for Mads Juel Møller en af dem, der er værd at samle på.
Også Aalborg Tritons Magnus Johannesen, som debuterede i kamp mod hjemmebanespilleren David Kim Kristensen, tager en portion erfaring med sig fra sit debutopgør ved FZ FORZA/RSL DM. Det på trods af et nederlag med cifrene, 15-21, 15-21.
De to unge stjernefrø spillede sideløbende med hinanden onsdag eftermiddag i Ceres Park & Arena.
Ingen af dem fik nogen regulær drømmestart, og inden for kort tid efter kampens åbning var Magnus Johannesen bagud 1-8 i sin kamp.
Alligevel gav den unge venstrehånd ikke op, men bed fra sig med godt offensivt spil og kæmpede sig på 13-16. Johannesen formåede imidlertid ikke at holde de gode takter sættet ud, så Kristensen tog sættet 21-15.
- Det var en lidt nervøs start, jeg fik. Jeg kunne godt mærke, at jeg lige skulle i gang for at kunne spille ordentligt, fortalte den unge debutant efter kampen.
Andet sæt begyndte noget mere lige end første. Johannesen bragte sig sågar foran 9-4 og havde markant bedre fat i Kristensen end i første sæt.
- Jeg formår at spille lidt mere med ham i anden sæt. I første sæt får han hurtige point, fordi jeg spiller for skarpt, men efter jeg finder ud af, at jeg sagtens kan være med i spillet, så formår jeg også at lave pointene, sagde Johannesen.
Føringen kunne Johannesen om bekendt desværre ikke holde hele vejen.
Læs også: Vittinghus om første mixeddoublesejr: - Jeg servede chokerende godt.
Hos Mads Juel Møller var det navnlig i første halvdel af andet sæt, at han for alvor nærmede sig sin modstander.
- Jeg fik ligesom mit eget spil i gang og lov at styre kampen på min måde. Men tempoet var højt, så det lykkedes Steffen at få presset mig på fysikken, lød det fra Mads Juel Møller, som desværre ikke kunne klandre opbakningen i Ceres Park & Arena for nederlaget i debuten.