Det danske U15-landshold vinder sine to første opgør stort ved den internationale holdturnering 8 Nations i hollandske Haarlem. Selvom det unge mandskab har en gruppespilskamp tilbage, er danskerne allerede garanteret en plads i finalen. – Spillerne har leveret en positiv, men også forventelig indsats hidtil, lyder det fra U15-gruppetræner Thomas Nielsen.
9-0 og 7-2.
Så selvsikkert har det danske U15-landshold lagt fra kaj i holdturneringen 8 Nations, som spilles i Haarlem, Holland, torsdag og fredag.
Dermed har danskerne allerede vundet gruppespillet og sikret sig en plads i finalen, selv om de fortsat har en kamp resterende i gruppespillet.
- Vi er rigtig tilfredse. Spillerne har leveret en koncentreret indsats og arbejdet godt med at møde boldene højt. Det været to positive, men også forventelige kampresultater, vi har haft indtil videre, siger gruppetræner Thomas Nielsen.
Få overblik over den danske U15-landsholdstrup her.
Første kampsejr kom i hus torsdag formiddag i opgøret med Schweiz, som ikke fik et eneste ben til jorden i kampen mod de stærke unge danskere.
- Der var bare en ren klasseforskel i kampen mod Schweiz. Dem skal vi slå stort, og det gør vi, siger Thomas Nielsen.
Efterfølgende stod England for tur. To individuelle sejre lykkedes det dem at hente mod Danmark, som tog de resterende syv kampe – dog ikke fuldkommen gnidningsfrit.
- Godt nok vinder vi 7-2, men det kunne godt være blevet en tæt affære. Navnlig William Abildtrups tresætssejr i anden herresingle gør dog udslaget og bliver afgørende for kampens udfald. Derudover synes jeg, at vi vinder de kampe, vi skal, lyder det fra Thomas Nielsen.
Læs også: Danmark vinder EM for blandede hold for 17. gang.
Torsdag aften spiller U15-landsholdet sin sidste gruppespilskamp, som ifølge gruppetræneren skal vindes – også selvom holdet allerede er videre til finalen.
I sidste gruppespilskamp møder danskerne det svenske U15-landshold, som endnu ikke har taget nogle point i turneringen.