Mesterskabstitler er på højkant for både de yngste, de ældste og dem derimellem i weekenden, hvor både RSL/FZ FORZA Danske Mesterskaber for Senior+ og RSL/FZ FORZA LM udspilles i fem forskellige byer med flere end 1500 deltagere.
Badminton har ingen alder, men det er en sport, der har mange niveauer, og i weekenden spilles der på alle af slagsen, når RSL/FZ FORZA Danske Mesterskaber for Senior+ udkæmpes i Herning.
Her skal knap 300 af landets veteranspillere i kamp om titlerne i E-, A- og B-rækken i de otte aldersklasser, som starter ved +35 og ender ved +70.
For spillerne i E-rækken er der desuden mere end blot DM-titler på spil. Guldvinderne i E-rækken har nemlig mulighed for at kvalificere sig direkte til VM i Polen.
For dem, det ikke lykkes for, er der ikke desto mindre solid trøst at hente lørdag aften, hvor der er banket og festmiddag for alle deltagere.
Foruden fest og fjerkamp i Herning for de midaldrende og de ældste, er også ungdommen i fuldt vigør weekenden over.
I fire østjyske byer udspilles RSL/FZ FORZA LM 2019, hvor titlen som landsmester i alle rækker i de fem årgange er på højkant.
U9- og U11-spillerne duellerer i Hørning, U13-spillerne i Fredericia, U15-årgangen spiller i Vejle og U17- og U19-spillerne vil være at finde Ry.