Badmintonphoto

Mathias Christiansen og Alexandra Bøje indleder nyt samarbejde i mixeddouble

19-03-2019 12:54 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
I kølvandet af Christinna Pedersens internationale karrierestop i sidste uge indleder Mathias Christiansen nu nyt samarbejde i konstellation med Alexandra Bøje. – Et rigtig spændende projekt, siger bornholmeren. Sportschef Jens Meibom ser ligeledes lovende perspektiver i den nye mixeddouble-konstellation.     

Skal du med til DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR? Klik her for at finde billetter.
 
   
Få dages uvished var, hvad en af verdens bedste mixeddoubleherrer Mathias Christiansen måtte leve med inden en afklaring for fremtiden.

I sidste uge spillede han og Christinna Pedersen deres sidste turnering sammen ved Swiss Open, som blev Pedersens internationale exit og afslutningen på halvandet års succesrigt makkerskab med Christiansen.

Nu indleder Mathias Christiansen et nyt partnerskab i konstellation med Alexandra Bøje, som han ser frem til at arbejde sammen med.  

- Jeg synes, at det er et rigtigt spændende projekt at gå ind i, og jeg glæder mig meget til at komme i gang. Der er ingen tvivl om, at Alexandra er ekstremt talentfuld og allerede nu spiller rigtig godt. Så jeg glæder mig til at arbejde sammen med hende og til at udvikle os sammen, siger Mathias Christiansen, som håber på, at han og Bøje kan kvalificere sig til OL 2020.

- Det er fedt, at jeg så hurtigt kan gå ind i et nyt projekt. Det er dog klart, at Alexandra og jeg nok ikke topper lige med det samme, men derfor vil vi jo stadig rigtig gerne forsøge at kvalificere os til OL. Så det er godt, at vi kan starte op allerede nu og få en lang træningsperiode inden første turnering, siger Mathias Christiansen.

Læs også: - En på papiret positiv lodtrækning: Her er Danmarks Sudirman Cup-modstandere. 

Det nystiftede mixeddoublepar spiller deres første turnering sammen ved Canada Open. Inden da spiller Alexandra Bøje sin sidste turnering med Frederik Søgaard ved Spanish International.

Ligesom Christiansen ser 19-årige Alexandra Bøje frem til at indlede det nye makkerskab.

- Sammen med Christinna har Mathias bevist, at han er Danmarks bedste mixeddoubleherre, så jeg er superglad for at få chancen for at spille sammen med ham, siger Alexandra Bøje, som samtidig håber på et bæredygtigt makkerskab.

- Nu har jeg været inde i lidt forskellige konstellationer, som har været relativt korte. Så jeg håber, at Mathias og jeg kan få bygget en masse op og skabe et godt, længerevarende makkerskab. Nu har vi lidt tid til at træne sammen og komme stille og roligt i gang, inden vi skal ud at spille, siger Alexandra Bøje.

Læs også: Christinna Pedersen stopper på det danske landshold for at hellige sig familien.  

I Badminton Danmarks sportslige ledelse er der hos sportschef Jens Meibom ikke tvivl om, at Christiansen/Bøje potentielt kan gå hen at blive en frugtbar konstellation.

- Mathias har udviklet sig til en mixeddoublespiller i verdensklasse, og han tager solid erfaring med sig fra sit samarbejde med Christinna Pedersen. Tilsvarende har Alexandra trods sin unge alder vist sig internationalt konkurrencedygtig og gjort sig gode erfaringer i konstellation med Joachim Fischer. Så vi ser bestemt et stort potentiale i denne nye mixeddoublekonstellation. Men samtidig skal man også have forståelse for, at det er et ungt par, som har brug for tid, inden vi kan stille de højeste sportslige forventninger til dem, siger Jens Meibom og påpeger:

Så selvom jeg ikke vil afvise, at de kan komme i spil til OL 2020, så vil fokus være på deres langsigtede udvikling med henblik på at udvikle dem til at blive et verdensklasse mixeddoublepar, siger Jens Meibom.

Læs også: Vinderne af DM for Senior+ og LM Ungdom 2019 er fundet.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?