Der venter et topbrag i næstsidste runde af Ligakvalifikationen, som spilles i aften. Her møder de to mastodonthold, Højbjerg og Værløse, hinanden i et opgør, der kan ende med at sikre begge hold plads i Badmintonligaen.
Selv om det blot er næstsidste runde af Ligakvalifikationen, som senere i dag løber af stablen, så kan to hold ende med at garantere sig plads i Badmintonligaen næste sæson.
Det eneste, der skal til, er et Golden Set i opgøret mellem de to tophold, Værløse og Højbjerg, som støder sammen på østjysk territorium.
Med 11 point i behold befinder begge hold sig solidt over stregen, hvorfra der er 6 point ned til tredje- og fjerdepladsen, som henholdsvis Langhøj og Lillerød i øjeblikket indtager.
Skal de to sidstnævnte ligabejlere holde liv i håbet om en plads i Badmintonligaen, kræver det sejre i de sidste to runder, såvel som trepoints-nederlag til et af topholdene både i aften og i sidste runde af Ligakvalifikationen.
I et sådant tilfælde vil det blive holdenes matchstatistik, som bliver afgørende for udfaldet af topplaceringerne.
Langhøj spiller på udebane imod Odense, som i øjeblikket skraber bunden af rækken med nul point på kontoen. I Lillerød får de besøg af Gentofte.
De to bundhold, Gentofte og Odense, har ikke mulighed for at nå oprykning.