Allan Høgholm, Badminton Danmark

Badminton Danmark holder sig i toppen efter nye medlemstal

17-04-2019 11:32 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
1595 flere medlemmer har Badminton Danmark fået i løbet af 2018, deriblandt en betydelig portion teenagere og plus-tressere, som i stor stil synes at vælge badmintonsporten til. På trods af den positive udvikling er der dog stadig flere områder, vi kan styrke yderligere, understreger Badminton Danmark-direktør, Bo Jensen.  

Køb din billet til RSL/FZ FORZA Ligafinalen 2019 mellem Greve og TSS her. 

I sidste uge præsenterede Badminton Danmark og DGI Badminton medlemsudviklingen for dansk badminton i 2018, som glædeligvis tæller en forøgelse med 503 badmintonmedlemmer i forhold til året før og dermed en fremgang i badmintonsporten for tredje år i træk.

For Badminton Danmark alene ser udviklingen på medlemsfronten tilsvarende rigtig positiv ud, fremgår det af idrættens medlemstal for 2018. 

I 2017 var 90.712 danskere medlem af forbundet, men i løbet af 2018 er det tal skudt i vejret til 92.307.

Konkret er Badminton Danmark således vokset med 1.595 medlemmer, ligesom 13 klubber flere end året før har meldt sig under forbundsfanerne i 2018. Siden 2015, hvor kurven knækkede, er det en vækst på 16 % for både antal medlemmer og klubber.

Det er især de unge og de ældste, som har taget skeen i den ene hånd og fjerbolden i den anden i løbet af det seneste års tid.

Antallet af Badminton Danmark-medlemmer over 60 år er steget med 616 personer.

Netop det ældre segment har Badminton Danmark da også arbejdet målrettet på at styrke, og derfor glæder det direktør Bo Jensen at se, at tiltagene ikke har været forgæves.

- Badminton er og skal være for alle, og derfor har vi også sammen med klubberne haft fokus på at lave flere tilbud målrettet den ældre generation af badmintonspillere og potentielle badmintonspillere, blandt andet med 60+ Badminton i samarbejde med DGI Badminton, siger Bo Jensen.

Også aldersgruppen 13-18 år er vokset, og i forhold til året før var hele 774 flere teenagere i 2018 meldt ind i en af Badminton Danmarks medlemsklubber.

Ikke desto mindre er der dog også aldersgrupper, som har været sværere at holde oven vande i 2018.

Blandt andet stod Badminton Danmark i kølvandet af 2018 med lidt færre medlemmer i alderen 25-59 år sammenlignet med i 2017. Desuden var der også et lille fald fra 2017-2018 i antallet af pigemedlemmer under 12 år – om end der er kommet 793 flere drenge under 12 år til.

- Det er nogle medlemsområder, som vi selvfølgelig er opmærksomme på, og som vi arbejder ihærdigt på at vende udviklingen for. For de 25-59-årige har vi søsat flere forskellige koncepter, såsom FleksiFjer, VoksenFjer og BadmintonFitness. Ligeledes appellerer konceptet MiniTon til de alleryngste i samspil med deres forældre, og forhåbentlig vil vi med tiden se flere spillere i begge aldersgrupper, siger Bo Jensen.  

Badminton Danmark er fortsat det sjettestørste specialforbund i Danmark efter Fodbold (329.922), Gymnastik (200.490), Svømning (189.977), Golf (148.135) og Håndbold (104.609). Målt på tilvæksten i antallet af medlemmer fra 2017 til 2018 er Badminton Danmark det forbund, som har haft den femtestørste fremgang blandt DIF’s i alt 62 specialforbund.

Læs også: Sådan løfter du medlemstruppen i din klub.  



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | Badmintonsiden.dk | LeoVegas SPORT

Delete item?