Et år til Thomas & Uber Cup i Danmark skydes i gang

16-05-2019 15:39 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
Denne torsdag er der akkurat ét år til, at Thomas & Uber Cup fløjtes i gang - for første gang nogensinde på dansk grund. Allerede i dag har Badminton Danmark åbnet for eventens hjemmeside, denmark2020.dk. 

For første gang i Thomas & Uber Cups 70 år lange historie skal verdensmesterskaberne for herre og -damelandshold spilles i Danmark.

Det sker i Smilets By, Aarhus, med kickstart den 16. maj 2020 – med andre ord om nøjagtig 365 dage.

Men hvordan indstiller man sig på værtsrollen til et kæmpemæssigt mesterskab, der trækker opmærksomhed fra hele verden, når man aldrig før har stået over for dén konkrete udfordring?

Man forbereder sig godt. Og det er netop, hvad Badminton Danmark er i fuld færd med, fortæller konkurrence- og eventchef Brian Bach Moesgaard.

- Allerede i skrivende stund er vi i gang med den helt store planlægning. Selve billetsalget til Thomas & Uber Cup 2020 åbner under Danisa Denmark Open i oktober, men allerede nu har vi åbnet for vores Thomas & Uber Cup-hjemmeside, denmark2020.dk. Her vil vi opdatere med relevante informationer for alle interesserede, og man vil også løbende kunne se lodtrækninger, hvornår Danmark spiller sine kampe osv., siger Brian Bach Moesgaard og løfter en smule af sløret for, hvad der venter tilskuere, fans og badmintonentuastister i Ceres Park & Arena om et år.

- Vi arbejder blandt andet på, at der skal spilles på færre baner, end der sædvanligvis spilles på ved Thomas & Uber Cup. Vi vil gerne have så meget fokus på hver enkelt bane som muligt. Derudover har vi en særlig Fanzone i støbeskeen, som skal ligge lige uden for hoveddøren til arenaen, ligesom vi arbejder på et helt særligt VVIP-setup helt tæt på banerne - og meget mere, lyder det fra eventchefen.

Læs også: Danmark bliver vært for badmintonsportens største events. 

Det er helt historisk, at Thomas & Uber Cup spilles på dansk jord næste år, og at det er lykkedes Danmark at vinde værtskabet for eventen. Vi skal hele 36 år tilbage for at finde den seneste europæiske vært for de prestigefyldte mesterskaber.

- Dermed forpligter det også, at vi gør det til noget helt særligt, understreger Brian Bach Moesgaard.

Du kan tjekke Thomas & Uber Cup 2020-hjemmesiden ud lige her.
 


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | Badmintonsiden.dk | LeoVegas SPORT

Delete item?