Badmintonphoto

Mægtig mundfuld venter Danmark i kvartfinaleopgør med hjemmebanefavorit

23-05-2019 09:13 |  Badminton.dk |  Lasse Kjær Hansen
Torsdag klokken 12.00 står Danmark over for Kina i kvartfinalen ved Sudirman Cup 2019 på de topseedede modstanderes hjemmebane. Det er aldrig før lykkedes Danmark at besejre Kina ved et Sudirman Cup. Kan de danske stjerner gøre det i dag? Se, hvem der skal spille Danmarks chancer her.

Oven på en overraskelse af de glædelige, da Danmark onsdag besejrede Indonesien 3-2, står hjemmebanefavoritterne Kina i dag for tur.

Til frokost skydes kvartfinalen mellem Danmark og Kina i gang ved Sudirman Cup 2019 i Nanning, og der venter danskerne en mildest talt mægtig mundfuld mod nationen, som har flest Sudirman Cup-sejre på samvittigheden.

10 gange guld har Kina vundet ved de 15 Sudirman Cup, som hidtil er blevet spillet, og i løbet Sudirman Cuppens 30 år lange historie er det endnu ikke lykkedes Danmark at besejre Kina, selv om de to rivaler har dystet seks gange Sudirman Cup-regi. Mon syvende gang er lykkens gang?

Det største pres hviler utvivlsomt på kinesernes skuldre, som på hjemmebanen forventes at vinde æren hjem til Kina på ny, efter de i 2017 tabte finalen til Sydkorea. 

Læs også: Danmark slår Indonesien og er i kvartfinalen: Jeg er stolt af spillerne.

Senest, Kina og Danmark kolliderede, var i 2013, hvor de rød-hvide led et 1-3-nederlag i semifinalen. I lyset af gårsdagens danske storpræstationer imod indoneserne, findes der imidlertid både håb og råd for, at Danmark kan tilkæmpe sig de tre trumfer, som vil gøre tricket.

Til det formål stiller Danmark med følgende hold imod Kina:

Mixeddouble: Sara Thygesen/Mathias Christiansen
Herresingle: Viktor Axelsen
Herredouble: Kim Astrup/Anders Skaarup
Damesingle: Mia Blichfeldt
Damedouble: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard.

Fra Kinas side er der ikke blevet taget let på dagens danske udfordring. Således stiller Kina med følgende, stjernespækkede mandskab:

Mixeddouble: Zheng Siwei/Huang Yaqiong
Herresingle: Chen Long
Herredouble: Li Junhui/Liu Yuchen
Damesingle: Chen Yufei
Damedouble: Chen Qingchen/Jia Yifan

Kvartfinalen skydes i gang klokken 12.00 og kan ses live på TV 2 Sport. Der spilles først til tre sejre. 

Husk også, at Badminton Danmark dækker det danske landshold i Nanning tæt på alle vores sociale medier:
Facebook
Twitter
Instagram
Youtube



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | Badmintonsiden.dk | LeoVegas SPORT

Delete item?