Lars Møller, Badminton Danmark

Line Kjærsfeldt dansk fanebærer ved European Games

20-06-2019 10:59 |  Badminton.dk |  Lars Hestbech, DIF, Lasse Kjær Hansen
Forsvarende European Games-guldvinder i damesingle, Line Kjærsfeldt, skal stå i spidsen for den danske delegation ved European Games og bære dannebrog ved åbningsceremonien i Minsk fredag aften.

800 år og 6 dage efter Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland, vil det være at finde i Line Kjærsfeldts hænder. Den 25-årige damesingle er udpeget som fanebærer for det danske hold ved fredagens åbningsceremoni i Minsk, der markerer starten på den anden udgave af European Games (de europæiske olympiske lege).

- Det er en kæmpe ære at skulle gå med det danske flag, og det er noget, som jeg er meget beæret over at få muligheden for. Jeg glæder mig helt vildt, siger Line Kjærsfeldt.

Åbningsceremonien finder sted på Dinamo Stadion i Minsk, Hviderusland. Ved den første udgave af European Games for fire år siden i Baku vandt Line Kjærsfeldt guld i damesingle, og derfor har European Games en særlig plads i hendes hjerte.

- Jeg har rigtig gode minder fra legene i Baku. Det var en fed tur på alle punkter. Både sportsligt, da jeg vandt guld, men også socialt, for det var virkelig en positiv oplevelse at være sammen med en masse dygtige danske atleter fra andre idrætsgrene. Der var en god nationalfølelse, og det kommer der også til at være i Minsk, siger Line Kjærsfeldt, som også repræsenterede Danmark ved OL i Rio for tre år siden.

Chef de Mission for den danske European Games-delegation, Jakob Ovesen, glæder sig til at opleve Line Kjærsfeldt i front for det danske hold.

- Line har, hvad der skal til for at bære den danske fane. Hun har en meget seriøs og målrettet tilgang til sin sport og er en god rollemodel for de unge danske atleter. Og så er hun forsvarende guldvinder fra de seneste European Games. Alt i alt en stærk repræsentant for dansk idræt, siger Jakob Ovesen.

Udover Line Kjærsfeldt stiller Danmark med en række prominente badmintonnavne i Minsk, herunder også Mia Blichfeldt i damesinglekategorien.

Mens Viktor Axelsen desværre har måttet melde afbud på grund af astmagener og allergi, har vi stadig fornøjelsen af Anders Antonsen herresingle.

I herredouble stiller Danmark med Anders Skaarup/Kim Astrup, og i damedouble står Sara Thygesen/Maiken Fruergaard.

I mixeddouble kan Danmark bryste af at entre legene med de forsvarende mestre kategorien, Sara Thygesen/Niclas Nøhr, som vandt den første udgave i 2015 i Baku, Azerbaijan.

I samtlige kategorier spilles der i grupper med fire spillere eller konstellationer i hver gruppe. Badmintonturneringen begynder mandag. 


Danmark med i 10 idrætsgrene
Der er udtaget 57 danske atleter i 10 forskellige idrætsgrene (atletik, badminton, boksning, bordtennis, bueskydning, judo, kajak, karate, trampolin og skydning).

- Vi har et stærkt dansk hold med, og jeg er overbevist om, at de vil levere nogle gode resultater. Alle atleter har et OL-perspektiv. Nogle i forhold til Tokyo 2020 og andre i forhold til Paris i 2024. I modsætning til sidst, så er OL-kvalifikationen indarbejdet i en række idrætsgrene, og det er med til at højne den sportslige værdi yderligere. Jeg glæder mig virkelig til at følge atleterne i aktion i de kommende uger, siger Jakob Ovesen.

Om European Games
• Afvikles 21.-30. juni i Minsk, Hviderusland
• 50 nationer og 4.000 atleter deltager
• 15 forskellige idrætsgrene (heraf 13 olympiske)
• I to sportsgrene er European Games også officielt EM (boksning for mænd og judo)
• Konkurrencerne i 8 af de 15 idrætsgrene er en del af kvalifikationen til Tokyo 2020 (kvotepladser og ranglistepoint)
• 201 sæt medaljer skal uddeles
• 8.000 frivillige hjælpere vil være involveret i legene
• Arrangør: EOC (sammenslutningen af de europæiske olympiske komitéer)
• DR har erhvervet sig rettighederne og sender fra European Games
Læs mere om European Games på ww.ol.dk og på https://minsk2019.by/en, hvor der er et opdateret konkurrenceprogram og en oversigt over alle deltagende atleter.


 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?