Nyheder fra Badminton Nordjyllands bestyrelse

26-06-2014 14:25 |  Badminton Nordjylland |  Tinne Karlsson Nielsen
Lidt info fra Badminton Nordjylland op til sommerferien

Vi har samlet lidt informationer som vi giver jer her hvor sommerferien nærmer sig. Vi håber at de giver lidt overblik over at der faktisk sker noget i vores kreds.

Facebook
Badminton Nordjylland er kommet på facebook – vi er jo nødt til at være der hvor I også er. Husk at besøge os. https://www.facebook.com/groups/1511934472362702/

Møde vedr. fremtidig samarbejde med DGI i Badminton Nordjylland
Vi har holdt møde med DGI. Det er der kommet nogle gode aftaler ud af.
Vi indbyder til holdturnering sammen, og Badminton Nordjylland ved Tinne vil stå for administrationen. Holdene som vinder de forskellige puljer kommer derfor til at kunne deltage i Kredsmesterskaber for hold og senere til LM for hold.
Hvis vi får brug for at bruge uge 5 til holdrunde, skal klubberne kun lægge kampe søndag, så vil DGI sørge for, at kommune Mesterskaberne kun afvikles lørdag. Grunden til det bliver presset er, at vi først har tilmelding til hold i uge 39.
Vi indbyder igen i år til et samlet møde med klubberne vedrørende stævner. Det møde afvikles i Nordkraft. Hold øje med indbydelsen hvis I har søgt/søger om stævner.

Jesper Christiansen
Har været en rigtigt god konsulent for os – men Badminton Danmark har nu haft underskud i flere år – så man har været nødt til at indskrænke personalet. Det går nu ud over Jesper – så efter sommerferien er han ikke længere ansat – men fra Badminton Nordjylland vil vi gerne sige tak for indsatsen.

U-17 hold DM
Skulle egentlig afvikles i Nordjylland – men vi har ikke kunnet finde en arrangørklub så vi ser os nødsaget til at sende arr. ud af kredsen. Af hensyn til vores politiske arbejde vil vi gerne høre, om vi også på dette område skal arbejde mod en stor samlet event hvor alle hold DM afgøres samtidigt og samme sted.

Samlet individuelt DM
Er en ny event man afprøver. Vi har selv oplevet problemerne med at få arrangørklubber fordi økonomien ikke holder til et individuelt DM for en enkelt årgang og vi tror at et sådant stort fælles arrangement både kunne være en større oplevelse for spillerne og som event noget man bedre kunne få støtte til. Det vil nok træde i stedet for Grand Prix – og ligge på samme tid som Grand Prix så vi får en længere sæson.

Badmintonsportens dag
Lørdag den 6. september afholdes for første gang ”Badmintonsportens dag”, hvor klubber og foreninger i hele landet mobiliseres til at vise alt det spændende, der foregår i klubben. Ved at åbne dørene får klubberne således mulighed for at vise potentielle medlemmer, hvad de kan byde på over for både børn, unge og voksne. Det ligger lige efter VM i Ballerup så benyt lejligheden til at gøre opmærksom på vores herlige sport. Indsatsen er fælles for DGI og Badminton Danmark.

Skal I have noget ud til de andre nordjyske klubber?
Så er det vores dygtige medarbejder, Tinne, I skal have fat i. Skriv til hende på kontor@badmintonnordjylland.dk
Hun har maillister, kan lægge på hjemmesiden og vores facebook-side, så det er vejen frem.

U9/U11/U13 træning med landstræner
Der har været afviklet et arrangement med forældre/klubleder møde. De 14 klubber der var mødt op var begejstrede for tiltaget, som kredsen også bakker op.
Der kom på dette møde frem, at der er meget pointjagt, og man synes der er for mange stævner i Jylland. Klubberne kunne godt tænke sig, at der kun er et M-A stævne i årgangene i Jylland, så spillerne samles et sted, med badmintonpeople som tilmeldingsplatform er det forældrer/spillere der tilmelder, og ikke klubberne, så selvom klubberne vil bakke op om hinandens stævner i Nord kan dette ikke lade sig gøre, da forældrer/spillere ved der kommer flere spillere og dermed flere point i spil i Midtjylland.

Sommerlejr
Vi har for længst fået 80 deltagere, og mange på venteliste :o) Der afvikles derfor en lejr igen i efterårsferien, indbydelsen er allerede på vores hjemmeside.

Badmintonskoler og åben hal arrangement
Foregår i forskellige klubber, og er ikke åbne for andre klubber, da de alle stort set er i samarbejder med den lokale skole om arrangementet. Hvis din klub ikke er med skulle I måske se at komme det.

Jysk-Fynske-Mesterskaber (JFM-individuelt) 24.-25. januar 2015
Alt samles 1 sted med overnatning. Vejen spørges mht. 2015. Fremover kommer arrangementet til at gå på skift mellem de 3 kredse.

JFM for hold aflyses

Vestserien omdøbes til 4 +3 hold
I 2013-14 havde vi U11 med også – og det forløb uden problemer.
I 2014/2015 skal alle klubber tilmelde i egen kreds, hvorefter de højst sandsynligt bliver slået sammen
som sidste år.
Formen er uændret. Puljerne laves fortrinsvis efter styrke .

U19 stævner
Her bliver det lovligt at deltage for helt op til U21 spillere. På den måde kan I fastholde alle jeres spillere
der går i gymnasiet eller på en anden ungdomsuddannelse med nogle fælles aktiviteter.

Danish Junior Cup
Kredsens stiller med et U17 hold. Det er aftalt at det ikke må koste kredsen penge. Kenneth Weesgaard er tovholder på arrangementet. Vi har fået positive tilbagemeldinger på, at vi åbner for denne måde at imødekomme ønske fra klubber/spiller og forældre. Der har ikke meldt sig tovholdere i de andre årgange, så de kommer ikke med i denne omgang – tilmeldingsfristen er overskredet.

Reglement og lovudvalg Badminton Nordjylland
Peter Bronton og Jørn Ole Dehn har sagt ja til at bestride denne post. Vi skal også stille med en repræsentant i Vestudvalget. Udvalget omfatter protestsager, dispensationer mm. for Kredsserien (tidligere jyllandsserien) og Serie 1. Denne opgave har Lars Stoffersen sagt ja til at varetage.

Badmintonskoler
DGI tager sig af uge 42 og uge 8 i den kommende sæson, så der vil I blive henvist til ved henvendelser til kredsen. Der er aftalt at DGI og Badminton Nordjylland, ved formand Gitte Paulsen, mødes ca. hver 5. uge til en snak om, hvad der sker i det Nordjyske badminton landskab, og hvordan vi i fællesskab kan hjælpe klubberne.

VM, konference for klubberne
23/8 indbyder Badminton Danmark klubberne til at komme bag kulisserne med start på Ballerup Rådhus. Konferencen giver en mulighed for at komme med input til hvad projektet Flere fjer skal tilbyde – det er altså her I kan være med til at bestemme hvordan vi i fremtiden skal indrette vores organisation så det passer til at drive foreninger i det 21.århundrede.

Holdturneringsafslutning ungdom
Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 21.-22. marts 2015, hvor vi som kreds står for holdturneringsafslutning med diverse workshops for forældre, trænere, klubledere og andet godtfolk.

Tak
Til alle jer der gør en indsats for nordjysk badminton. Hvad enten I har været med til at sikre, at vi her ved Indonesian Open kunne se Jan Ø og Cristina P vinde – eller I er med til at sørge for at masser af børn og voksne får lov til at hygge sig i/med den eneste sport hvor det at have ”en fjer på” ikke er doping – men bare rigtig sjovt.

Kredsens bestyrelse m.fl. holder ferie
Kristian Hedelund kommer fra ferie midt juli
Tinne Nielsen holder ferie i juli
Kirsten Leth holder ferie den 11/7 til den 27/7.
Lars Kofoed-Jensen holder ferie i juli
Gitte Paulsen holder ferie fra den 26. juni og hele juli

God sommerferie til jer alle uden jer ville vores sport ikke være så god og sjov.
På bestyrelsens vegne
Gitte Paulsen





 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?