Mikkel og Thue

Solskinshistorier fra Badminton på Toppen

30-03-2012 11:18 |  Badminton Nordjylland |  Kirsten Leth

Målsætninger blev indfriet.

 

Kirsten Leth, som er udviklingskonsulent ved Badminton Danmark, har haft mange positive oplevelser med projektet Badminton på toppen

Projektet, Badminton på toppen, som har været i gang i godt og vel et halvt år nu, har været banebrydende på mange planer, mener Kirsten Leth, én af personerne bag det. På det målbare plan er flere succeskriterier blevet opfyldt, blandt andet målet om at have haft 100 spillere og deres forældre med til de seks samlinger, der har været siden efteråret.

LÆS OGSÅ:
Badminton på toppen afrundet på succesfuld vis

Dog er der, ifølge Kirsten Leth, så mange andre positive effekter at tage med fra forløbet. Effekter, som man ikke direkte kan måle på, men som har potentialet til at kunne bidrage til det danske badminton- og klubmiljø i mange år fremover.


Lyst og engagement
- Det er svært ikke at være optimist på badmintonsportens vegne lige nu. Alle seks klubber har haft tilgang af nye spillere samt fastholdt de nye og deres forældre. Forældrene føler sig nu klar til at være et aktiv for spillerne ved baglinjen fordi de nu kender spillereglerne og ikke mindst de uskrevne regler i en badmintonhal, jubler Kirsten Leth og fortsætter:

- Spillerne har også rykket sig markant sportsligt. Flere af dem havde ikke ønsket at komme ud til stævner, men er nu klar til at tage kampen op. Nu tør og vil de gerne ud. Flere af spillerne kommer tilbage til klubberne og beder om flere træningstimer. Forældrene har skabt relationer i egen og – naboklubberne, som vil kunne bidrage til at samarbejde om kørsel, tilmeldinger til stævner eller socialt samvær i hallerne.

LÆS OGSÅ:
Badminton på toppen

Projektet vil nu blive evalueret, blandt andet med henblik på at der skal udformes en manual, som vil blive tilgængelig for alle Badminton Danmarks klubber. Manualen skal være en hjælp til de klubber, som gerne vil starte et lignende samarbejde op.


Solskinshistorier
Det ser altså lovende ud for de seks klubber, som i løbet af seks samlinger har formået at skabe et samarbejdsvilligt fællesskab mellem dem. Udover de forhåndssatte mål, der som bekendt er blevet nået, er der også de små solskinshistorier, som blot er yderligere vand i møllen hvad angår motivation for at skabe og opretholde fællesskaber som dette.

- Der var blandt andet de her to U11-spillere,Thue og Mikkel, som kommer fra samme klub. Under turneringen får jeg øje på dem, fordi de spiller en lang kamp, hvor de bare går til vaflerne og er helt røde i hovedet. Alene dér kan vi se, at de har rykket sig spillemæssigt. Kampen ender i tre sæt, med 22-20 til den ene af dem til sidst, og den første der går til nettet for at sige tak for kampen, er faktisk taberen, fortæller Kirsten inden hun pointerer:

- Dét er Fair Play på højt niveau.. Vi har undervist i fairplay og god sportsånd, både for spillere og forældre, og at se to så unge spillere, som har forstået det så hurtigt, er simpelthen fantastisk.

SE OGSÅ:
Flere giver mere

Hvis man vil høre mere om projektet, kan man tage kontakt til:
Udviklingskonsulent Kirsten Leth
Badminton Nordjylland
Telefon: 2883 0405
Mail: kile@badminton.dk




Badminton på toppen


 


Delete item?