Vendsyssel Elite Badminton og abc Aalborg indgår historisk samarbejdsaftale
Vendsyssel og Aalborg har i mange år kæmpet indædt om badminton-magten i
Nordjylland. Set i det lys er det opsigtsvækkende, at Vendsyssel Elite
Badminton og abc Aalborg nu vælger at indgå en samarbejdsaftale
- Nordjysk badminton har brug for et flagskib både hvad angår seniorhold,
men i særdeleshed træningsmiljø. Skal udflytningen fra Nordjylland til Aarhus
og Ikast (College) bremses, mener vi, at et samarbejde mellem Nordjyllands
stærkeste seniorklub (VEB) og den stærkeste ungdomsklub (abc Aalborg) er
indlysende, siger næstformand Carsten P. Anthonisen, abc Aalborg.
Konkret betyder samarbejdsaftalen, at de absolut bedste seniorspillere i
abc Aalborg får mulighed for at træne med hos VEB, ligesom de bedste
ungdomsspillere i VEB’s to moderklubber, Skagen og Frederikshavn, kan glæde sig
til flere hårde træningspas med abc Aalborgs dygtige ungdomsspillere.
De seneste fire sæsoner har abc Aalborg vundet seks individuelle danske
mesterskaber i U11/U13 samt et DM for U11-hold. Ud af 100 spillere i
ungdomsafdelingen er der hele 22 Elite- og 14 M-spillere (de to bedste
kategorier).
- Samarbejdet betyder, at nordjysk badminton får det bedste fra de to
verdener, hvorfor der fremadrettet ikke er nogen undskyldning for ikke at blive
i Nordjylland. VEB og abc tilbyder sammen det bedste træningstilbud og den
bedste karrieretrappe i Nordjylland fra U9 til Badmintonligaen, mener Carsten
P. Anthonisen.
Sportschef Peter R. Jensen, VEB, glæder sig over, at det er lykkedes at
åbne en dør til Aalborg.
- Tidligere udkæmpede vi drabelige dueller med hinanden, men det er ikke
vejen frem for nordjysk badminton. Vi skal stå sammen og hjælpe hinanden, og
det er abc og VEB heldigvis enige om. Jeg er sikker på, at denne aftale vil
betyde, at vi skaber et bedre træningsmiljø i Nordjylland, og at vi på sigt får
endnu flere nordjyske spillere på VEB’s ligahold, udtaler Peter R. Jensen.
Samarbejdet er ikke et holdfællesskab, ej heller en fusion.
- Det vi ser her, er et seriøst og professionelt tilbud til de
badmintonspillere, der ønsker at træne optimalt, og de spillere, der vil
arbejde hårdt for at få det optimale ud af deres potentiale, og som måske drømmer
om en karriere i Badmintonligaen, fortæller Carsten P. Anthonisen.
Mens VEB er med i toppen af Badmintonligaen, ligger abc Aalborgs førstehold
i 2. division.
- Vi er ikke færdige med at drømme, så skulle vi få mulighed for at spille
os op i toppen af dansk badminton, går vi naturligvis efter det. Dette bifalder
VEB, da summen af vores anstrengelser kunne være to nordjyske klubber i
Badmintonligaen, smiler næstformanden for abc Aalborg.
For yderligere oplysninger:
Badmintonklubben abc Aalborg
Næstformand Carsten P. Anthonisen
Tlf. 30 78 08 56
Vendsyssel Elite Badminton
Formand Jan R. Jensen
Tlf. 28 43 18 51