For femte år i træk inviterer Badminton Danmark, Dansk Skoleidræt og Diabetesforeningen landets skoler til DM i Skolebadminton. Turneringen er en kombination af spændende badmintonkampe, sjove konkurrencer og udfordrende opgaver.
DM i Skolebadminton er mere end en badminton-turnering. Det er et brag af et sportsarrangement, hvor alle deltagere er aktive - uanset om de skal på banen eller ej. DM i Skolebadminton er for elever i 4.-6. klasse, og udover masser af badminton sætter turneringen spot på det sociale fællesskab i klassen. Det sker gennem forskellige opgaver og sjove konkurrencer, som både dem, der spiller badminton og resten af klassen alle skal deltage i, når de ikke er aktive på badmintonbanen. Aktiviteterne kræver forskellige kompetencer, så på den måde kan alle bidrage til klassens samlede succes.
Fællesskab gennem bevægelse
Nøgleordene ved DM i Skolebadminton er fede fælles oplevelser med idræt og bevægelse - oplevelser hvor man lærer noget samtidig med, at man har det sjovt og får pulsen op. Og det er ikke kun badmintonspillet eleverne skal lære nærmere at kende. DM i Skolebadminton har også fokus på at lære eleverne om sund kost og de mange gode ”bivirkninger” ved at dyrke motion og bruge kroppen.
Skal I være med?
Hver klasse kan tilmelde ét hold, hvor der til hver af de badmintonkampe, de skal spille, skal bruges fire piger og fire drenge. Klassen må skifte spillere ud på holdet i de enkelte holdkampe, så flest mulige fra klassen kan prøve at spille badminton. Det er gratis for skolen at deltage i DM i Skolebadminton, og der kan deltage 12 hold i hver af de deltagende kommuner. Læs mere og tilmeld jer senest den 1. oktober på www.skolebadminton.dk