Med kamera og stativ under armen går fire unge fyre fra Aalborg Sportshøjskole rundt og lurer bag banerne ved dette års Yonex Denmark Open. Christian, Søren, Egill og Jonas er her ikke kun for at heppe på alle verdensstjernerne og spise slik på tribunerne, men de har derimod fået til opgave at filme specifikke kampe og nærstudere alt fra spillernes benarbejde og tekniske snilde til svingsløjfer og rotationer i underarmen.
- Jeg har valgt at se nærmere på Seina Nehwal fra Indien og den indonesiske mixeddouble med Liliyana Natsir og Tontowi Ahmad. Vi skal videoanalyse deres spil, snakke om deres teknik og se på, om der er nye ting, vi lægger mærke til, fortæller 20-årige Jonas Sørig, der siden august har været en del af badmintontræneruddannelsen på Aalborg Sportshøjskole.
Unik uddannelse i Danmark
Det er ingen hemmelighed, at man skal være lidt af en badmintonnørd for at tage uddannelsen. Men går man rundt med en drøm i maven om at blive en god træner – måske endda landstræner en skønne dag – så giver sportshøjskolen i Nordjylland dig det helt rette grundlag. Det fortæller den tidligere landstræner Claus Poulsen, som i dag er tovholder på det nordjyske trænerprojekt, som kører i samarbejde med Badminton Danmark.
- Det, der er unikt ved denne uddannelse, er, at du kan tage en faglig høj træneruddannelse på 42 uger i stedet for at gøre det sideløbende med andre ting over flere år. Det er en fed mulighed, for dem der går rundt med en trænerdrøm i maven, siger Claus Poulsen.
Landstrænerdrømme
18-årige Christian Bisgaard er en af dem, der går rundt med store drømme om en trænerkarriere.
- Jeg vil gerne være landstræner en dag, lægger den unge dreng fra Brønderslev ikke skjul på.
- Jeg vil i hvert fald gerne kunne leve af at være badmintontræner. Jeg er glad for, at vi med denne uddannelse får mulighed for at komme virkelig i dybden med tingene, siger Christian Bisgaard.
Brug for bedre uddannelse
Claus Poulsen mener, at der er behov for at skabe en bedre faglig uddannelse af badmintontrænere både i Danmark og i Europa. Og netop uddannelsen i Aalborg er med til at styrke dette grundlag, forklarer han.
- Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at producere lige så dygtige spillere, som vi har haft de seneste år, så har vi også brug for trænerkvalitet på højeste niveau, siger den tidligere landstræner.
Han minder dog også om, at det ikke kun er mindet på at udklække elitetrænere.
- Uddannelsen er også for de trænere ude i klubberne, der bare gerne vil blive dygtigere, få en bedre faglig baggrund og få mere erfaring, siger han.
20-årige Jonas Sørig ved allerede, hvad han skal ud og bruge uddannelsen til senere i livet.
- Jeg vil gerne træne de dygtige ungdomsspillere, for jeg er bedre til unge. Og så håber jeg, at jeg i mine kommende trænerjobs kan prøve ting af, som jeg har lært her. Jeg bliver i hvert fald en dygtigere træner af denne udannelse, siger han - alt imens han skeler over til sin erfarne underviser Claus Poulsen, der med sin trænersucces- og erfaring uden tvivl har noget at føre videre til de unge træneraspiranter.
Er du interesseret i at vide mere om Aalborg Sportshøjskoles badmintontræneruddannelse?
Læs mere her
Historie fra Badminton.dk
Publiceret af: Marie Louise Albers
Dato: 18-10-2013 17:26:11