Claus Christiansen (afgående) får overrakt JUBILÆUMS-pokalen for sin store indsats som Veteran-og Seniorformand de seneste 4 år.

Formandens beretning for 2019

12-06-2020 08:29 |  Køge Badminton Klub |  Linda Nielsen

Nåede du ikke at deltage i Køge Badminton Klubs Generalforsamling, kan du læse formandens beretning og se klubbens regnskab herunder.

Den 9. juni 2020  - Generalforsamling i Køge Badminton Klub 
Beretning, 2019 

 
Indledning 
Når man sætter sig til tasterne og skal skrive beretning for den forgangne sæson kan man godt få den tanke: ”Hvad er der egentlig foregået”?  
Når man så dykker ned i aktiviteter der er foregået, læser referater fra møder i bestyrelser og udvalg, tænker tilbage på mange samtaler, møder med forældre, trænere, samarbejdspartnere, mv. mylder det frem med tiltag, der har fundet sted og ikke mindst er der blevet kæmpet for Køge Badminton Klub på så mange områder. Det er en kæmpe glæde. 

På det sidste har jeg haft samtaler og møder med i forhold til vores unge spillere (fastholdelse af jo en vores prioriteringer). Når jeg ser tilbage på et langt liv er der to ting, som jeg nævner, og som sport/badminton har lært mig. 

For det første ”at kunne et spil”, og det gælder, om man så er U 17B eller U- 17M. Så har man et niveau, der gør, at flytter man til en anden by eller et andet land, så kan man altid banke på døren til en klub, og pludselig har man fået venner og netværk, der kan få stor betydning. Derfor kan jeg virkelig råde til at blive ved med at spille fjer, uanset niveau. Dertil kommer alt det andet gode ved badminton som motion, glæden ved spillet, etc. 

For det andet er der kammeratskabet. Da jeg var ungdomsspiller, var vi en gruppe, et kuld, på 5-6 spillere, der spillede turneringer og trænede sammen. Det er den dag i dag mine bedste venner, og som på alle måder har haft en kæmpe betydning og glæde for mig. 
Og den læring er også en af årsagerne til det arbejde vi for tiden er i gang med i Køge Badminton klub, som I kommer til at høre mere om i beretningen.
 
Senior 
Det har været et godt år. Vores bedste seniorhold har konsolideret sig i toppen af serie 1 og andetholdet har etableret sig i midten af serie 1. Derudover har vores to 4-mands herrehold gjort det godt og er blevet nr. 2 og 3 i rækken.  

Der er næsten fuldt hus til træning hver gang med mere end 20 spillere og der bliver gået til den under træner Jens Dues ledelse. Jens er vores nye, og han har gjort det virkelig godt, velforberedt og dynamisk. 
Det ser godt ud for seniorafdelingen og det er et godt fundament for næste sæson. 
 
Ungsenior 
Vi har en stor gruppe af dygtige unge, som vi har meget fokus på. Det er søde, unge mennesker, som har et godt sammenhold. De er vigtige for klubben såvel som for hinanden frem over i livet.  
 
I 2019 igangsatte vi et interessant og vigtigt arbejde med en møderække og work shops med involvering af spillere og bestyrelsesmedlemmer. Fokus er fastholdelse af vores unge via spillemæssige såvel som sociale tiltag. 
 
Det har bl.a. resulteret i, at vi ved sæsonstart 19/20 ansatte Simon Vittov, som ungseniortræner, en gang ugentlig. Det har været fint. 
 
Vi har efterhånden mange træningstilbud. Det er vigtigt, at vi får doseret træning og spillerdeltagelse rigtigt. Det skal vi holde fokus på. 

Veteran 
Det har været et godt år for de to veteranhold.  
Det blandede 40+ hold har vundet sin række i sikker stil og skal spille i en højere række næste år. 
Vores 50+ Herrehold har også gjort en god figur og har fået en fin 2. plads i rækken. Det lover godt og der har været fin tilslutning til torsdagstræningen, men der er stadig plads til flere spillere der vil ud at spille holdkampe. Det ser ud til at vi kan forvente at få tilgang til den nye sæson, endda også damespillere. Endda så markant at afdelingen barsler med at tilmelde sig til holdturneringen på et højere niveau. 

Motion 
Vi har hele fire motions-fællestræningshold. Det kan vi være stolte over. Vi tager godt imod nye spillere. Det er ikke altid nemt, når det spillemæssige niveau og holdet skal passe sammen. Det kræver også stor fleksibilitet af spillerne på træningen. 
 
Vi har holdledere på alle dage – Peter, Jesper, Claus og Christina – (man, ons, tor, lør). 
Alle holdene er mere eller mindre fuldt optaget. Sådan! 
 
Der har i løbet af året haft et ”Fjer, fadøl og flæsk”- arrangement med stor hjælp fra Christina Z. Her mødtes vi på tværs af vores faste hold og hyggede os med badminton, mad og et par øl. 
 
Som et nyt tiltag var også planlagt et klubmesterskab, som skulle have været afholdt den 12. maj, men det blev desværre aflyst pga. Corvid-19. 
 
Et nyt tiltag har været ungsenior-motion om torsdagen, som har fået en fin start. Det bliver spændende at følge. 
 
 
+60 
Vi fylder stadig hallen mandag og onsdag eftermiddag med næsten 50 spillere. Nogle gange endda i de to haller. 
Badminton kan spilles hele livet. Det er vores +60-afdeling et tydeligt og livligt bevis på. 
Og det er bare så fint, at vi som klub også kan have et tilbud til den aldersgruppe. 
Der er endda også turneringer, som afvikles med mange deltagere og hyggelige frokoster. 
 
Ungdom 
Vi fik en dejlig sæsonstart med vores badmintonskole, som var udsolgt, glade børn og et fint bidrag til klubbens økonomi. Det er ved at udvikle sig til en tradition, ikke mindst tidspunktet, første uge i august, er helt rigtigt. 
 
Vi kæmper stadig med at få nok små børn ind i klubben, primært forældre/barn, U7 og U9 vil vi gerne have flere af. Men badminton er en relativ svær sport, når man er lille. Det er dog vigtigt for os at få etableret de mindre børn. Der arbejdes på det, ikke mindst via et rekrutteringsudvalg. Køge Gymnasiums hal har også været brugt. 
 
Vi har et meget stort aktivitetsniveau i ungdomsafdelingen, og mere end 150 børn. Det kan vi være stolte af. 

  Vi har mange træningstilbud: Basis 1, basis 2, Talenttræning, 1 og 2, Ørnetræning, forældre/barn, frit spil (husk det!), klubfællestræning, mv. Dertil en alders-overbygning med ungsenior for vores bedste ungdomsspillere. 

Vi fik ny cheftræner ved sæsonstart, Oliver Schlander, der har taget fint over efter vores tidligere ungdoms-cheftræner, Philip Fagralid. Oliver er rigtig dygtig til børnene, og har stor fornemmelse for den enkelte spiller. Derudover er der igen i år kommet nye hjælpetrænere til fra klubbens egne rækker. Der bliver virkelig blevet leveret flotte resultater af vores trænerteam. 
 
Lige nu er vi i gang med drøftelser med Solrød om et samarbejde, der kan komme til at indeholde trænerudvikling, fællestræninger, deltagelse på hinandens lejre, ”Badminton på toppen”, mv. Vi har stor gensidig respekt, så det skal nok blive et aktiv. 
 
Igen i år havde vi flot deltagelse på vores træningsweekend i starten af sæsonen med over 40 børn. 
 
Vi har afviklet to turneringer i år, Julestævnet, og klubmesterskaberne, som igen i år havde mange deltagere. Sjovt at se de mange årgange sammen i hallen. Og måske også lære noget af ”de store”. 
Desværre blev vores forårsturnering aflyst på grund af Covid 19. 
 
Badminton på Toppen er forsat en stor succes, og vi sender mange nye/begynderbørn og forældre afsted til dette hver gang det afholdes, hvilket er det rigtige sted at starte i forhold til turneringsbadminton. Samtidig er det også en slags forældreuddannelse ud i fjerboldens mysterier. Desværre var Corona skyld i, at vi måtte aflyse sidst på indeværende sæson, men det er en aktivitet, vi holder fast i. 
 
Vi har rigtig mange hold. Og igen i år har vi øget antallet af tilmeldte hold. Fra 9 til 13 hold! 
Vi synes, at det er meget givtigt for børnene at mærke at badminton også er en holdsport. På den måde lærer forældrene også hinanden at kende. 
 
Ungdomsholdene har klaret sig OK, de fleste er endt med en placering i midten eller i toppen af rækken, flot. 
Mange deltager i turneringer, hvilket vi kun kan anbefale og der har for mange været flot fremgang, hvilket har resulteret i mange oprykninger i løbet af sæsonen. 
 
Ungdomsafdelingen, ikke mindst Annette, har været krumtappen i vores indsats i Køge Festuge. Vi har fået et fint beløb ud af det. Mange har taget fra, tak for det. 
 
Ses, høres og anerkendes  
Det er meget vigtigt at nye børn tages godt imod. Det gælder også de voksne. Og gør vi det godt får vi glade børn, det rygtes henne i skolen, på vejen og blandt venner. Og det kan føre til flere medlemmer. Det modsatte vil føre til mistede medlemmer, og ingen glæde. 
 
Jeg synes, at vi gør det rigtig godt. Vores trænere er vokset op med. Ikke kun af pligt, men også af glæden ved badminton. 
Det skal vi fastholde! 
 
Padel 
Bestyrelsen har gennem et par år haft et ønske om at etablere padelbaner i samarbejde med Firmaidræt Køge og Ravnsborghallen.  
Derfor var det en glæde, at vi i slutningen af 2019 kunne beslutte at igangsætte bygningen af to padelbaner (Køge Padel Center)  

Padel har meget stor fremgang, ofte via private investorer. Vi synes, at vi gerne vil tage ejerskab i vores område, det er jo en ketchersport, og samtidig skabe tilbud til vores medlemmer i sommerhalvåret.  
Dertil kommer, at vi også ønsker at bidrage til vores klubliv, ikke mindst for de unge. 

Vi har foretaget mange kalkulationer, og vi synes, at det ser fornuftigt ud, hvilket også forhåndsinteressen indikerer. I den forbindelse skal det nævnes, at vi har været så privilegerede at modtaget en arv (se andetsteds) på et pænt beløb, og som har sikret, at vi ikke spiller hasard med klubbens penge. 
 
Vi er så heldige at have Kenneth Sverker Nilsson i klubben. Han har virkelig arbejdet hårdt og dygtigt, men også med stor entusiasme.  
 
Det bliver virkelig spændende at følge udviklingen. Går det godt, er vi parate til at investere yderligere, f.eks. via tag og flere baner.  
 
 
Økonomi 
Vores økonomi er fin, og vi har de sidste par år fået en fin balance mellem indtægter og udgifter, endda på baggrund af et højt aktivitetsniveau. 
 
Vi har super træningstilbud, som vi kan være tilfredse med, men er også parate til at udvide dem, når nu økonomien er til det. 
 
En meget betydelig udgift er bolde, faktisk kr. 177.000 i den forgangne sæson. Det er voldsomt. Tænk på det hver gang, I beslutter, om der skal skiftes bold!  Og husk: Spis flere gæs! 
Arv 
Først på året 2020 fik vi meddelelse om at vi vil modtage en arv på ca. kr. 350.000. Det er vi dybt taknemmelige for. Arven er efter Kim Ellyt, som døde i marts. Kim spillede tilbage i slutningen af 1960´erne badminton i Køge BK. Dertil var Kim´s mor, Tove Ellyt en vigtig person for klubbens udviklingen, bl.a. var Tove kasserer i mere end 25 år, og mange af os daværenede unge lære at holde styr på klubbens penge af Tove. 
Kim Ellyt havde testamenteret hele sin formue til Anni Bodil Paaske, som altså har været så venlig, at en andel skulle gå til Køge Badminton Klub. 
 
Dipomtræner 
  Oliver Schlander, vores ungdomscheftræner, er et stort trænertalent, synes vi! 
  Oliver er også meget bevidst om at dygtiggøre sig. Oliver ønskede sig at komme på DIFs diplomtræneruddannelse. Det er ikke noget man lige kommer. Det skal man udtages til af sit eget specialforbund. Det blev Oliver, og det er i sig selv en præstation. Men det koster også en del penge. Vi var indstillet på at bidrage, men valgte også at søge fonde. Og tænk engang. Takket være en fin ansøgning fik vi hele beløbet af ”Lisa og Gudmund Jørgensens Fond”.  

  Kæmpe tak til dem og ikke mindst tak til Oliver, fordi du har mod på hele tiden at udvikle dig til gavn for Køge BK. 

 Køge Kommune 
    Vores samarbejde med Køge Kommune er vigtigt og konstruktivt. Ved årsskiftet fik vi den glædelig besked om en flot støtte til vores udviklingsarbejde. Det gør det muligt for os at skabe nye tiltag og mere træning. 

 Tøj/bolde 
    Vores samarbejde med Sports Group Denmark, som har mærkerne Victor og Forza, er meget fint, og vi har været tilfredse med skiftet. De er altid friske med præmier til turneringer, mv. Dertil har vi også fået fordele for vores bedste spillere i ungdomsafdelingen. 
    Det har resulteret i, at vi har besluttet at forlænge aftalen med to år.  

 TAK 
    Tak til Sports Group Denmark, Spar Nord, Svane Køkken, Finn L.&  Davidsen og OK, som er vores sponsorer. Det er af stor betydning for os.      

    Tak til bestyrelsen, tak til UU, tak til vores dygtige trænere, tak til forældrene for opbakning og hårdt arbejde - mange ta´r fra,  ellers ville vi ikke være, hvor vi er i dag!  
 
Det er en glæde og en fornøjelse! 
 
På bestyrelsens vegne 
Steen Fladberg, formand 



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter | Badmintonsiden.dk

Delete item?