Seriøs og ambitiøs badmintontræning på alle niveauer kombineret med et stærkt fællesskab og venskaber for livet. Det er kernen i badmintonlinjen på Horne Efterskole.
På Horne Efterskole har de fjerbolde og ketchere på hjernen. Badmintonlinjen horneBadminton samler unge badmintonspillere på alle niveauer til et efterskoleår med stort B.
- Man behøver ikke være stjernedygtig til badminton for at starte, men man skal have lyst til at træne og udvikle sig på badmintonbanen, siger Claus Haunsø, der er leder af badmintonlinjen.
Simon Bachmann har gået på horneBadminton i et halvt år. Og det har rykket ham.
- Personligt er jeg blevet mere åben over for nye ting, og jeg er ikke så genert mere. Det bedste er sammenholdet på holdet, stævnerne, fællesskabet og at træningen både er seriøs og sjov. Badmintonmæssigt har jeg generelt forbedret mig – især min baghånd og mit benarbejde er blevet bedre, forklarer han.
Ketcher og venner for livet
Et år på Horne Efterskole er meget mere end at blive bedre til badminton. Her får de unge også alt det andet gode ved at være på efterskole: At være sammen med andre unge og få venner for livet, få undervisning af lærere, der er mere end undervisere, komme på studietur, spise god mad, se film hele natten. Alt det.
- Det sociale spiller en stor rolle for os. Et år på Horne Efterskole gør ikke bare eleverne rasende meget bedre til at spille badminton. De får også noget med i rygsækken, som de kan bruge resten af livet. At gå på Horne Efterskole er at blive en del af et fællesskab og få en masse fede oplevelser sammen, forklarer Claus Haunsø.
Til stævner og på rejse
I løbet af året får de unge på horneBadminton mulighed for at deltage i en lang række turneringer og stævner fx holdturneringer med andre efterskoler, LM for efterskoler og den snart traditionsrige badmintoncamp på skolen i efteråret.
- Vi har badmintonelever på alle niveauer. I løbet af året rykker og udvikler alle sig både på banen, fagligt og socialt, siger Claus Haunsø.
Der er løbende gæstelærer-besøg af elitespillere og professionelle trænere. HorneBadminton samarbejder også med Nord-Vest Badminton Akademi, Vendsyssel Elitebadminton og får besøg af U13 landstræner Thomas Nielsen, der også er tilknyttet som gæstelærer på skolen.
Alle elever på Danmarks nordligste efterskole i Horne kommer på en studietur. For badmintoneleverne går turen til forskellige europæiske byer, der rykker på badmintonfeltet. I år rejser horneBadminton til Zagreb for at besøge og spille med den lokale klub - og for at være sammen i nye omgivelser.
Der er åbent hus på Horne Efterskole onsdag den 14. januar 2015. Få meget mere at vide på www.horne.dk eller hos Claus Haunsø på ch@horne.dk eller mobil 42717146.
Fakta
På horneBadminton får du:
• Træning på efterskolen tre gange om ugen på dit niveau
• Samarbejde med og træning i lokal klub sammen med deres spillere
• Teknisk træning med slagøvelser og benarbejde
• Taktisk træning i single, double og mix
• Koordinations-, hurtigheds- samt fysisk træning
• Elitespillere og trænere som gæstetrænere
• Camp i efterårsferien på Horne Efterskole
• Adgang til Nord-Vest Badminton Akademi
• Masser af åbne stævner
• Studietur til Zagreb