Hvem opfandt badminton – Et historisk tilbageblik

23-08-2019 09:41 |  BadmintonPeople |  CMS Admin
Badminton kom til Europa for ca. 150 år siden og er vokset til en af de mest populære sportsgrene i verden - og ikke mindst i Danmark. Siden det første danske badmintonforbund blev stiftet med ganske få klubber under sig, findes der nu mere end 1.200 foreninger og en masse spillere i alle aldre og på alle niveauer, der træner for at blive gode spillere.

Hvor stammer badminton fra?
Badminton kom til England i 1870’erne, hvor den originale version blev finpudset, og de første regler blev nedskrevet. På det tidspunkt blev det Britiske rige regeret af Dronning Victoria og hendes søn, den senere Edward VII, der elskede alt sport, spil og kasino. Queen Victoria og Edward VII regerede bl.a. over områderne omkring Indien, og de havde store militære styrker i landet. De britiske officerer der var udstationeret i Indien, var også vilde med sport, og de fordrev tiden med at spille det lokale spil Poona. Officererne blev så begejstrede for spillet, at de tog det med hjem til England, hvilket lagde grundstenen til moderne badminton. De første spil blev spillet i 1873 på Badminton House, som var hertugen af Beauforts landsted i Gloucestershire, og det er her navnet ”Badminton” stammer fra. Nogle år senere, i 1877, udgav den britiske oberst Selby de første officielle og nedskrevne regler. Nogle år senere i 1901, blev der lavet ændringer til reglerne, og dermed fik badminton den form, som vi kender i dag. 

De første klubber og forbundet Badminton Danmark

Der skulle gå nogle år, før badmintonsporten kom til Danmark, men i 1925 tog Skovshoved Idrætsforening sporten til sig, og badminton blev meget hurtigt en populær idrætsgren. I 1930 blev Dansk Badminton Union stiftet med de 5 klubber, der fandtes på daværende tidspunkt. Senere blev navnet ændret til Dansk Badminton Forbund, og i 2011 blev forbundets navn ændret til Badminton Danmark. Godt et år efter stiftelsen af det første forbund blev der afholdt årsmøde. Der var nu 12 klubber i forbundet og i alt 723 medlemmer. Op gennem 70'erne og 80'erne voksede medlemstallet støt, og det toppede i 1988, hvor der var mere end 172.000 medlemmer i de danske badmintonklubber. Frem til 2019 er medlemstallet faldet til de godt 92.000 medlemmer, der er på nuværende tidspunkt, hvilket placerer badminton som den 6. mest populære sportsgren i Danmark, som er efter fodbold, gymnastik, svømning, golf og håndbold. Badminton kan dyrkes i mere end 1.200 foreninger landet over, hvilket er en af de afgørende faktorer for, at badminton er en af de største sportsgrene i Danmark.

Spillere der har udmærket sig i Dansk badminton
Mange danske badmintonspillere har udmærket sig i store turneringer gennem tiderne. All England var den første store internationale badmintonturnering, og indtil 1977 blev All England betegnet som det uofficielle verdensmesterskab. I 1939 havde turneringen for første gang deltagere fra andre lande end England, og selvom dansk badminton stadig var i sin spæde opstart, stod der danskere øverst på podiet i dette års turnering. Tage Madsen vandt herresinglen over englænderen Ralph Nichols efter tre spændende sæt, og også kvinderne gjorde det godt. Makkerparret Conny Jepsen og Ruth Dalsgaard vandt damedouble og kunne dermed også stille sig øverst på sejrsskamlen. På grund af 2. verdenskrig blev All England ikke spillet i årene 1940 – 1946, men i 1947 blev All England afholdt igen. Danskerne vandt 4 ud af 5 kategorier, og selvom vinderen af herresinglen, Tonny Olsen, står opført som svensker på de officielle lister, så var han faktisk dansk statsborger. Året efter, i 1948, var der dog ingen tvivl. Jørn Skaarup vandt herresingle, Kirsten Thorndahl vandt damesingle, Preben Dabelsteen og Børge Frederiksen vandt herredouble, Conny Jepsen og Kirsten Thorndahl vandt damedouble og Jørn Skaarup og Kirsten Thorndahl vandt mixed double. Dermed var den danske dominans total, og både i herresingle og damesingle var det rene dansker-opgør i finalerne. Frem til 1970 var danskerne stærkt repræsenteret, når der blev delt medaljer ud ved All England mesterskaberne. Selvom der ikke har været helt så mange sejre siden, er det dog blevet til en del. Det første officielle verdensmesterskab blev afholdt i 1977 i Malmø, og danskerne gik med sejren i både herresingle (Flemming Delfs), damesingle (Lene Køppen) og i mixed double (Steen Skovgaard og Lene Køppen). Badmintonsporten har de seneste mange år været domineret af spillere fra de asiatiske lande, men det er dog blevet til flere danske verdensmestre. Danmark har været vært ved flere verdensmesterskaber, og i 2023 får vi endnu engang æren af at lægge baner til et badmintonverdensmesterskab.






 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | Danseren.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | TTMS Nordic - IT-konsulenter

Delete item?