Badmintonsæsonen genstartes - måske - 21. april og 6. maj

27-03-2021 18:08 |  Borup Idrætsforening, Badmintonafd. |  Allan Simonsen
I mandags blev der indgået en politisk aftale om en langsigtet plan for genåbningen af Danmark efter smittebølge 2. Planen betyder bl.a., at indendørs idræt for børn og unge kan åbne onsdag den 21. april, og for voksne 6. maj. Planerne kan dog også sagtens blive fremrykket eller forskudt, alt efter hvordan corona-situationen udvikler sig. 

Hvilke idrætter, der er omfattet, og hvilke smitteforebyggende tiltag, der skal tages, skal nu forhandles af politikerne på baggrund af et fagligt oplæg fra myndighederne.

Børn og unge - planlagt åbning 21. april
Aftalen indebærer, at åbningen for indendørs idræt for børn og unge under 18 år ikke vil omfatte krav om coronapas. Men vi ved endnu ikke, om vi kan åbne efter samme retningslinjer, som vi tilrettelagde træningen efter frem til jul.

Voksne - planlagt åbning 6. maj
Genåbningsaftalen fastsætter, at åbning for indendørs idræt for voksne over 18 år omfatter krav om coronapas. Vi ved endnu ikke, om vi kan åbne efter samme retningslinjer, som vi tilrettelagde træningen efter frem til jul, herunder hvad forsamlingsloftet bliver. 

Bestyrelsen afventer de endelige retningslinjer for genåbning af voksne, før vi tager stilling til hvorvidt og under hvilke forudsætninger vores voksne medlemmer kan genoptage badmintontræningen. For en frivillig bestyrelse med fuldtidsarbejde frygter vi, at kravet til coronapas for voksne vil stille krav til, at repræsentanter for badmintonklubben er tilstede og kontrollerer, at dette er opfyldt ved alle træninger i de tre haller, vi bruger. Det vil i givet fald blive en udfordring.

Hvornår får vi endelig besked?
Som I kan læse, så ved vi ikke meget mere om genstarten af indendørs idræt, end de fleste danskere gør. Hvis planen om genåbning den 21. april holder, så regner vi med at blive klogere på retningslinjerne for ungdomsbadminton senest medio april.

For voksne vil det nok også tidligst være medio april, vi kan melde mere ud, og sandsynligvis først tættere på 6. maj. 

Husk at planen fortsat er at forlænge sæsonen med træning i maj måned også, så I forhåbentlig kan nå at få stillet tørsten efter badminton, inden vi går på sommerferie.



 


 

BadmintonPeople.dk | BadmintonPeople.com | BordtennisPortalen.dk | Atletik-Motion.dk | RoPortalen.dk | BowlingPortalen.dk | KeglePortalen.dk | PetanquePortalen.dk | DJUportalen.dk | Folkedanseren.dk
ClubPeople.com | Intersite.dk | Foreningsweb.dk

Annoncelinks: Allskin.dk | ConCor - IT-konsulenter

Delete item?